Berlins historie
Fra to småstater til én by
De to allerførste byer, der nævnes forud for grundlæggelsen af Berlin var Cölln, beliggende på den nuværende Museumsinsel, og Berlin på højre bred af floden Spree. Begge blev grundlagt i det 13. århundrede, den 28. oktober år 1237 blev Cölln nævnt for første gang. Denne dato gælder som Berlins grundlæggelse. I år 1307 slog de to småstater sig sammen og blev til én fælles by.
I år 1451 efter en del optøjer udråber kurfyrste Friedrich 2. dobbeltbyen som hans residensby. Det var kurfyrste Friedrich Wilhelm, (regeringstid 1640-1688), som stod for byens opsving. Efter at byen gang på gang blev revet i stykker af brande, pest og krige, udbyggedes Berlin som en fæstning, og det første pragtbyggeri blev anlagt, fx den nuværende gade "Unter den Linden".
Residensby med stor vækst
Efter at Kurfyrste Friedrich 3. i år 1701 kronede sig selv til Kong Friedrich 1. af Preussen, blev Berlin således til kongelig hoved- og residensby. Mange kendte bygningsværker voksede frem. Under begge de to konger, Friedrich Wilhelm 1. (Soldaterkongen) og den efterfølgende Friedrich 2. (den Store), udviklede byen sig i årene 1740 til 1786 til en førende industriby i Preussen.
Under byggemester Knobelsdorff fortsatte Friedrich den Store den gennemgående arkitektoniske omdannelse af byen. Indbyggerantallet steg til op over 150.000. Det var i særdeleshed Friedrich den Store, der banede vejen for kunst og kultur, videnskab og forskning, og under hans regeringstid blev Berlin et center i oplysningstidens Europa.
Mellem 1806 og 1808 besatte Napoleons tropper byen. Quadrigaen, rytterstatuen på toppen af Brandenburger Tor, blev afmonteret og hjemført til Paris. Men efter sejren ved det store slag i Leipzig i 1814 blev den atter bragt tilbage. De pragtfulde klassicistiske bygningsværker af Schinkel og det kunstfærdige parkanlæg af Lenné opstod i de følgende årtier og præger Berlins historiske centrum i dag. Fra midten af det 19. århundrede gennemgik byen en kraftig økonomisk vækst, og befolkningen voksede hurtigt.
Det tyske riges hovedstad
I tiden omkring grundlæggelsen af det tyske rige i 1871 levede over 800.000 mennesker i Berlin. Wilhelm 1., konge af Preussen fra 1861 til 1888, blev kronet til tysk kejser. Berlin blev til det tyske riges hovedstad, og i 1895 levede der langt over 1,5 millioner mennesker her. Fra 1888 til 1918 regerede den sidste tyske kejser Wilhelm 2., som gik i eksil i 1918 efter første verdenskrigs afslutning.
Med Tysklands kapitulation efter første verdenskrig i 1918 kom det tyske rige og dermed hovedstaden ud i en dyb krise. Republikken udråbtes fra rigsdagens balkon, og på trods af svære økonomiske vilkår og revolutionær uro i 20´erne blomstrede det kulturelle liv. Innovative teateriscenesættelser, pragtfulde filmpremierer, varietéshows og et uforligneligt natteliv prægede "de gyldne tyvere" i Berlin.
I 1933 blev Adolf Hitler kansler. Med hans magtovertagelse fulgte forfølgelsen af jøder, kommunister, homoseksuelle, politiske partier i opposition og mange andre.
Det mørkeste kapitel i byens historie var begyndt.
I 1936 blev de 11. olympiske sommerlege afholdt i Berlin, og kun få anede Hitlers storhedsvanvid. Da anden verdenskrig brød ud 1. september 1939, havde Berlin over 4,5 millioner indbyggere. I 1943 haglede luftangrebene ned over byen. Henimod en tredjedel af det samlede indbyggerantal og mange af de historiske bygningsværker blev ofre for angrebene, som varede indtil kapitulationen den 8. maj 1945.
Genopbygning og deling
Efter nationalsocialisternes terrorregime og efter anden verdenskrig i 1945 lå byen i ruiner. Befolkningsantallet var halveret. De fire sejrsmagter Sovjetunionen (øst), USA (sydvest), Storbritannien (vest) og Frankrig (nordvest) delte byen imellem sig.
Fra den 25. juni 1948 spærrede sovjetterne områderne omkring de tre vestlige sektorer af. De allierede hjalp byen og fik indfløjet forsyninger til Vestberlin via en luftbro, flyene fik navnet "rosinbombere". Forsøget på at presse vestmagterne ud varede til 12. maj 1949.
Under oprettelsen af Den Tyske Demokratiske Republik den 7. oktober 1949 blev Østberlin erklæret for DDR´s hovedstad. DDR-regeringen flyttede ind i den østlige del af byen. På det tidspunkt var det stadig muligt at bevæge sig frit mellem de forskellige dele af byen, fx for at arbejde.
Den 13. august 1961 blev muren bygget, og delingen af Berlin var en realitet. Nu kunne østberlinerne hverken gå på arbejde eller besøge deres familie i den vestlige del af byen.
En passerseddel-ordning blev først sat i stand efter John F. Kennedys besøg i 1963. Det såkaldte "tårepalads", den store ventesal på banegården i Friedrichstrasse, spillede i denne tid en stor rolle.
Murens fald og genforeningen
Natten mellem den 9. og 10. november 1989 skete så pludseligt åbningen af Berlinermuren, efter at DDR-borgere allerede i nogle måneder var flygtet over Ungarn og Sovjetunionen ind i vesten. Hele byen, ja hele landet festede! Fra dette øjeblik kunne borgerne i det tidligere DDR endnu en gang bevæge sig frit.
Med den tyske genforening den 3. oktober 1990 blev Berlin igen Tysklands hovedstad. Siden 1999 har den tyske forbundsregering haft sit hovedsæde i Berlin og er dermed også den tyske politiks centrum. Fra den 19. april 1999 har det tyske parlament holdt til i rigsdagsbygningen, Reichstag, nyrestaureret af Sir Norman Foster.
Hans store glaskuppel har siden været en attraktion for berlinere og turister fra alle dele af verden. I forbindelse med Berlinalen i januar 2000 åbnede Berlin Sony Center og kompletterede hermed det totalt nyopståede centrum på Potsdamer Platz.
Mere om Berlins historie: •www.wikipedia.org
Yderligere informationer kan du finde i følgende sprog:
ALPADIA Berlin • D-10827 Berlin • Hauptstraße 23/24
+49 30 7811076 • • Kort over byen & rejseplan
